Rasmus Rask-Skolen 50 år

I 1950’erne og 60’erne var der gang i skolebyggeriet i hele landet. De gamle skoler var blevet for små og kunne ikke længere imødekomme kravene om længere skolegang i tidssvarende faglokaler.
De to rytterskoler i Brændekilde og Bellinge var også pressede. F.eks. fortæller Tage Rasmussen, nuværende bestyrelsesmedlem i Lokalhistorisk Forening, at han i 1958 gik i første klasse i Bellinge Forsamlingshus samt Bellinge gamle skole. I 1959 gik han i anden klasse i Brændekilde Forsamlingshus i stuen på 1. sal, i 1960 3. klasse i Brændekilde gamle Rytterskole og 1961 – 68 Rasmus Rask-Skolen.
Sognerådet i Brændekilde- Bellinge var klar over pladsproblemerne og havde allerede under besættelsen erhvervet jord til en ny skole, som skulle rumme eleverne fra 3. klasse og opefter. De gamle skoler skulle så tage sig af de mindre elever.
Byggeprojektet med Bellinge Centralskole blev imidlertid forsinket, og det muliggjorde, at man med det samme kunne tilpasse det nye byggeri til en købstadsordnet skole med overbygning for 8. og 9. klasse samt en realskoleafdeling med tidssvarende faglokaler.
Det første store parcelhus-byggeri begyndte også på det tidspunkt, idet der på Harald Plovgaards jord skulle bygges 150 huse. Ved den planlagte centralskole sikrede kommunen sig 4 tdr. land jord til udvidelse hos gårdejer Harald Kildemose.

Den nye skole klar
Skolebyggeriet gik i gang, og allerede i 1961 blev dele af skolen, som var færdig-bygget, taget i brug. Skolens første inspektør, Johannes Baltsersen, udtrykte, at man satte spor i frisk cement.
Skolen stod færdig den 20. juni 1961, og fik navnet Rasmus Rask-Skolen efter vores berømte sprogforsker fra det gamle skrædderhus i Brændekilde. Ved huset er der rejst en mindesten for ham.
Rasmus Rask foretog lange rejser, hvor han studerede sprog. Han var ekspert i nordiske og orientalske sprog, og det siges, at han beherskede 55 sprog. Han blev tilbudt et professorat ved universitetet i Edinburg, som han afslog, men det var ved den lejlighed, at han fremførte den ofte citerede sentens: ”Sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette.”
Det er dermed både et flot og forpligtende navn skolen har fået.

Indvielse
Skolen havde ved indvielsen 240 elever, og 14 hvidklædte piger bar Dannebrog hen til flagstangen, hvor det, som elevernes gave til den nye skole, blev hejst. Der blev holdt mange taler, og Tage Rasmussen har fortalt, at det efter elevernes mening tog en evighed. Dengang stod man nemlig opmarcheret i rækker og lyttede mere eller mindre andægtigt til de mange bevingede ord.
Sognerådsformand Poul Nielsen var naturligvis primus motor, og han sagde bl.a.: ”Der rejser sig i denne tid en lang række skoler, hvor I børn kan hente klogskab, men vi rejser dem også, for at vi stadig kan bevare den kultur, vi har, og som har gjort Danmarks navn kendt ude i verden. Det er derfor mit håb, at denne skole ikke blot bliver et sted, hvor I kan lære at læse og regne, men også et sted, hvor I kan hente de livsværdier, uden hvilke livet ikke er meget værd.”
Der blev endvidere holdt taler af skolens arkitekt, J. P. Nielsen, stiftamtmand Høirup, skoleinspektør Johs. Baltsersen, amtsskolekonsulent Viggo Land, pastor Axel B. Hansen samt flere endnu, så jeg forstår godt, at Tage syntes, at det var en noget lang affære.
Efter talerne havde gæsterne lejlighed til at besigtige det fine byggeri, som rummede 12 normalklasser foruden alle nødvendige faglokaler, som f.eks. fysik, sløjd, hjemkundskab og gymnastik, en aula, kontorer, lærerværelse og bibliotek.
Skolebyggeriet kostede ca. 1,5 mio. kr. og skolen havde plads til 240 elever, men byggeriet i Bellinge fortsatte, og allerede i 1967, da jeg selv blev ansat ved skolen, var der begyndende pladsproblemer pga. mange nye elever. Allerede her var en skitseret udvidelsesplan klar med plads til 30 normalklasser og 700 elever. Denne blev desværre, i hvert fald set med mine øjne, aldrig realiseret, for efter kommunesammenlægningen med Odense var det som om, vi blev glemt. Man kunne i øvrigt heller ikke i det bureaukrati, som dengang herskede mellem de forskellige magistratsafdelinger i Odense, blive enige om hvem der skulle bestemme over det nye fritidsafsnit, der som noget helt nyt var indtegnet i skitseplanerne.

Voksende elevtal
Dette betød, at skolen med det støt voksende elevtal fik store problemer med at huse alle elever, så ledige gangarealer, skolens aula, fem lærerboliger, kælderlokaler, en pavillon, H lokalerne, kantinen samt Bellinge forsamlingshus blev i perioder taget i anvendelse.
Skolen blev i årene fra 1967 – 1982 udvidet. I aug. 1967 blev en ny fløj (D fløjen) med 7 klasselokaler samt ungdoms-skolelokale taget i brug. Okt. 1971 blev hallen indviet. Aug. 1977 blev A fløjen taget i brug samtidig med nyt bibliotek, formningslokale, sløjd samt motorlærelokale. 1981 indviedes nyt fritidsafsnit med lokaler til BBB og BIF samt kantine og H lokaler og i maj 1987 blev ny skolefritidsordning taget i brug.
I mine første år som lærer, oplevede jeg, hvor fantastisk det er at have nære relationer til de politikere, som bevilger penge til skolens drift. Vi havde et rigtig godt forhold til og samarbejde med skolekommissionen og kendte ”sogne-rødderne”. De kendte os, besøgte os og var altid lydhøre overfor ønsker fra skolen, hvis de kunne begrundes fornuftigt.

Nye tider
Den virkelighed forsvandt prompte, da vi ved kommunesammenlægningen i 1973 blev underlagt Odense Skolevæsen. Vi følte reelt, vi blev glemt, og alle udvidelses-planer gik jo også i stå i flere år, men det gjorde som før nævnt elevtilgangen ikke. I 1976 gik der således 746 elever på skolen. Det skal også nævnes, at vi modtog Brylles ældste elever indtil 1972, at vi havde hjælpe skoleelever i 4 klasser fra 1966–77, og at der startede børnehaveklasser i 1973.
Det var naturligvis vanskelige kår for både elever og lærere. Vi havde trange kår, men vi havde rigtig gode elever, og forældrene var fornuftige og forstående, så når jeg således tænker tilbage på de 36 år, jeg har været ansat på skolen, er det med stor taknemmelighed over, at det efter min egen opfattelse er forløbet godt.
Forældrene var som før omtalt fornuftige, men de stillede også krav, og de harmonerede fint med de fleste læreres holdning til undervisningen. De ønskede høje faglige mål, men de havde også sans for, at eleverne skulle undervises på et sted med gode og trygge rammer.
Jeg tror, at de fleste lærere levede op til mit eget motto, som er Rasmus Rasks lidt omformuleret. ”Din skole skylder du alt, hvad du kan udrette”.
Nu kan dette lyde, som om alt har været rosenrødt, og det er naturligvis ikke rigtigt. Vi har også på skolen oplevet dalende popularitet. Mange forældre var i nogle år ikke tilfredse med skolen, da det først i 70- erne blev udmeldt, at man ønskede kollektiv ledelse. Mange lærere var da heller ikke enige i dette og kommunalbestyrelsen (sognerådet) følte sig ført bag lyset. Der gik mindst 3 – 4 år inden vi, set med subjektive øjne, havde genvundet vores gode renomme.

Krisetider
Vi har også oplevet krisetider på skolen, f.eks. da skolekommissionen foranlediget af byrådet i Odense i okt. 1981 meldte ud at Rasmus Rask-Skolen enten skulle lukkes eller overgå til at være ensporet skole.
Politisk forholdt det sig således, at socialdemokratiet og SF ønskede Bellingeskolen bevaret, mens det modsatte var tilfældet med venstre og de konservative.
På skolen nedsatte vi et udvalg, som hele tiden skulle være på forkant med debatten. Jeg var selv det ene medlem, mens de andre var fra vores skolenævn, og de var virkelig både hårdtarbejdende og dygtige.
Der blev også indkaldt til stormøde, hvor vore forældre kunne møde involverede politikere og embedsmænd. Mange forældre var rasende, og politikerne, som ønskede skolen lukket havde svært ved at forsvare sig. Som et kuriosum kan nævnes, at en af de politikere, som ønskede skolen lukket kom noget for sent til mødet. Vedkommende kunne ikke finde, hvor skolen lå. Det hele endte dog med, at skolen overlevede, og får således lov til at fejre 50 års jubilæum i 2011.
Når man, som jeg, har været ansat så mange år på samme arbejdsplads kender man både styrker og svagheder. Træerne gror jo aldrig ind i himlen, og det tog f.eks. for lang tid, inden alle lærere accepterede de kvaliteter en skolefritidsordning har og begyndte at samarbejde med pædagogerne.

Traditioner på skolen
En god ting er de traditioner, som skolen gennem årene har opbygget. Mange af jer har sikkert været til den årlige skolefest med skolekomedie, nogle har måske været til luciaoptog og andre har sikkert været med til afslutninger på emneuger, hvor eleverne virkelig har udfoldet sig.
Samarbejdet med det omgivende samfund betyder også meget. BBB og BIF har altid været nært knyttet til skolen og dens elever, og dertil kommer utallige andre, som benytter skolen efter skoletid ikke mindst pensionisterne. De har altid været meget værdsat og har benyttet skolens lokaler, også i skoletiden både med sløjd, skolekøkken og gymnastik.
Lokalhistorisk Arkiv må selvfølgelig også nævnes, da det jo havde til huse på skolen i flere år, selvom det var under lidt trange kår.

Skoleudflugter
Skolens elever har jo ikke som Rasmus Kristian Rask rejst den halve verden rundt og studeret sprog, men de har været på rigtig mange ture. Allerede i 1964 blev Bornholm og Lapland besigtiget, og derefter gik det slag i slag. For blot at nævne nogle. Slesvig-Holsten, Berlin, Skotland, Rom, Holland, Østrig, Norge, Sverige, Island og Færøerne. Ikke mindst i de nordiske lande er der opstået mange venskaber og kontakter, og så er der naturligvis et sted, som ikke må glemmes, Fanø.
Ja jeg kunne sikkert blive ved med at skrive længe endnu, men jeg vil slutte med lidt faktuelle ting fra skolen. Der er i dag (okt. 2011) 411 elever på skolen, der er 27 lærere, 12 pædagoger og pædagogmedhjælpere, 1 sekretær, 1 pedel, 1 vice-skoleleder og en skoleleder.
Skolelederen er ansat i år og hedder Kurt Grønning Nygaard Larsen og viceskolelederen som afløste mig 2003 hedder Lasse Bach Sørensen.
Jeg siger på forhånd et stort til lykke med de 50 år til Rasmus Rask-Skolen og ønsker alt det bedste i fremtiden for min gamle skole.