Af andre lærere i rytterskolen var der Lorent Reistrup, han var lærer fra 1813 til 1833. Han var boghandler og hørte til den Københavnske skribentkreds. Han var gift og havde en søn og en datter. Datteren var gift med pastor Schmidt i Fodby. Dette vil sige at tilsynet med skolen var i svigersønnens tjeneste.
I 1815 klager bønderne over Reistrups embedsførelse, men da man ikke fandt nogle beviser for deres påstande, idømte man de klagende, en bøde for deres ubeviste påstande. Dette var imidlertid benzin til bålet, for man blev ikke venligere stemt over Reistrup og da Niels Larsens karl hande det svært i skolen, blev det en dag ham for meget, så han raserede skolen og smed katekismus i møddingen, desuden kom han til at sige en masse ukvemsord.
Naturligvis blev han straffet for dette, så bølgerne gik igen højt i Bistrup, og i 1816 fik Reistrup en irettesættelse af skolekomitionen, der påtalte ham hans pligter, men han var efterhånden blevet en gammel mand, som gjorde hvad han kunne for at tilpasse sig sine pligter.
I Bistrup har vi en gammel rytterskole fra 1731, bygget af Carl adolf Plessen. Han var optaget af den pietistiske bevægelse (vækkelsesretning inden for den lutherske kirke), så han lod opføre en skoler til bønderbørns undervisning, så de kunne blive gode kristne. Skolerne var gratis for bønderne, men et frivilligt bidrag var altid velkommen. Præsten besøgte skolen 4 gange årligt og greven kom som regel til eksamen. Men det var ikke let at få bønderbørnene i skole, forældrene skulle bruge børnene hjemme til at arbejde i marken eller køkkenet.
En af lærene var Christian Carl Steenlosius. Han blev født i 1721, blev student i 1743, og blev lærer i Bistrup i 1763. De første år som lærer i Bistrup forløber godt, men i 1782 bliver han gift med Christiane Marie Bast, i Vallensved. Hun er stiftsprovsten Bast’ søster, og så starter proplemerne for alvor. I 1790 klager bønderne over skolens tilstand til præsten, og tilstanden er ynkelig, men præsten kunne ikke afgøre om det var skoleholderens skyld eller om det var bøndernes, der lod børnene forsømme skolen, og præsten ville ikke lade den stakkels mand blive brødløs i sin alderdom. Den virkelige årsag var at bønderne var bange for, og utilfredse med Christiane Bast, der havde været lidt småtosset. Hun var forstyrret og larmede i skolen, dette gav bønderne en god undskyldning til at holde børnene hjemme. Præsten havde også store vanskeligheder med bønderkarlene der ikke ville møde til katekisation i kirken, og de larmede og svarede igen med uartige grovheder.
Bølgerne gik så højt i Bistrup at dragon og pensionist Johan Frederik Hansen åbnede en privatskole. Præsten skrev til biskoppen, som måtte løse problemet, han fik stiftprovsten til at tage sig af søsteren og bønderne til at lade deres børn søge skole og Steenlosius til at undervise. Klagen over karlene måtte til amtmanden, den gejstelige ret strakte sig kun til gejstelige personers embede, liv og levnet og ikke til bønderkarlene. Præsten nægtede at påtegne Johan Fredrik Hansen pension medmindre han ophørte med at holde skole. Hansen klagede til kanceliget, der pålagde præsten at påtegne pensionen og forbød Hansen at holde skole. Efter dette blev Steenlosius en gammel og vranten mand og han fik en adjunk, til hjælp, så der igen kunne herske udenadslærer i Bistrup. Steenlosius døde på marke ved Saltø i 1801.
