Hennings første øretæve

SkaldesmækkerHansen undervist også i sang. Sangtimerne foregik i pigernes håndarbejdslokale oppe onder taget. Om lokalet kan siges at møblerne var fritstående borde og fritstående stole. Under bordene var der én skuffe, til sytøj og hvad ved jeg om det.

Et knæ i skuffen gav et tilpas bralder i lokalet og knæene var urolig især i SkaldesmækkerHansens timer, lad os kalde det nervøse trækninger.

Det gik op for SkaldesmækkerHansen at der var for meget ”larm”, så der blev forkyndt at den næste der bankede med skuffen fik en øretæve! Hans sædvanlige stil.

Og en fritstående stol, tja! den kan vippe. Og fjolset ”MIG” var ved at vippe bag over og skuffen fik en ordentlig tur i bordet.
SkaldesmækkerHansen var lynende hurtig nede ved den række larmen var kommet fra, jeg turde ikke sige det var mig, de grimme tætsiddende øjne var ildrøde og han sprutte af arrigskab. Så kom dommen!

I fire rejs jer op – det var de fire der sad foran mig og så blev der delt lussinger ud.

Nu turde jeg SLET ikke sige det var mig der havde vippet på stolen og ved et uheld var baldret op i skuffen i bordet.

Fire knægte også med Henning, havde jeg sagt noget så havde arrigskaben fortsat og så havde jeg bare fået tæsk. – Men hva` hellere en levende kujon, end en død helt! – Eller noget i den retning.

Henning N. havde fået sin første lussing og jeg tror det var den eneste han havde fået i hele sin skolegang! Hvem ved?