Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum

Erindringer fra min tid som elev på ØU – Østhimmerlands Ungdomsskole i Bælum.
I tiden efter jeg sluttede min syv års skolegang i St. Restrup Friskole i 1953, havde mine forældre og jeg naturligvis mange drøftelser angående min fremtid, bl.a. angående en eventuel læreplads eller yderligere skolegang. Der var kun ikke alle beslutninger jeg havde andel i – eller havde kendskab til. Således havde de ene og overmægtigt – før en endelig stillingtagen fra min side, besluttet jeg skulle på ungdomsskole i Bælum – Ja, det var nærmest et diktat. Da de kom med den melding stejlede jeg, men beslutningen var ikke til at ændre.
Tænke sig at skulle på skole i BÆLUM. Bare det underlige bynavn, som jeg i al min uvidenhed ikke havde hørt før, var mig særdeles imod, og så at skulle leve og bo der – på en kostskole lige netop der – Men der var ingen kære mor. Sådan skulle det være – og sådan blev det.

Det blev fem måneder – i vinteren 55/56, 5 måneder, der kom til at betyde meget mere end min fantasi rakte. Det var fem måneder, der står som de indholdsrigeste i ungdomsårene. Det er fem måneder jeg stadig tænker tilbage på med glæde og taknemlighed. Hvad er årsagen til en relativ kort periode i en ens tilværelse kan komme til at spille så stor rolle?
Jo – to menneskers hele og fulde engagerende arbejde med en flok drenge, er den mest enkle forklaring, der dog ikke kan stå alene.
Det, der nok står stærkest i min tidligste erindring, var daværende forstanderpar: Gunnar og Maries udstråling – deres format.
Trods forskellige i temperament supplerede de hinanden forbilledlig. De trak på samme hammel – havde samme mål og fik os drenge til at føle os som værende én stor familie sammen med dem. De bevirkede at hele atmosfæren på skolen var varm og hjemmelig. De gav os deres fulde tillid. De levede med og sammen med os i deres bestræbelser for at give os et meningsfyldt skoleophold – sammen med de tilknyttede lærer – Frank og Asheim, – så blev det ikke kun en oplevelse, men en med indhold i. De havde tillige dyb respekt for den enkelte – tog hensyn til vore forskelligheder, og gav på den måde os en ekstra ballast vi kunne bygge videre på i voksenlivet og fortsatte tillige med at interesserer sig for os elevers ve og vel med råd og dåd – også efter vi havde forladt skolen.
Hele deres egen positive måde at være sammen med en flok unge mennesker på bidrog til vi var tillidsfulde og lydhøre for alt det de havde at give os. Det var og blev derfor ikke for os blot vor skole.

Netop Gunnar og Maries målbevidste stræben efter at drive en ungdomsskole på et grundtvigsk grundlag sammen med deres egne pædagogiske ideer, bevirkede at ØU fik og stadig har et særdeles godt omdømme – ikke blot i Himmerland, men i hele landet.
Gunner og Marie var ikke blot et tilfældig forstanderpar på Østhimmerlands Ungdomsskole. De to står for os “gamle” som et synonym for ØU. Næsten alle af os drenge kom fra landet – lige fra mark og stald og vi nærmest tørstede efter mere lærdom, og var derfor også meget modtagelige, og til forskel for nutidens ungdomsskoleelever stillede vi ingen kritiske spørgsmål. Det gjorde man bare ikke. Det lå ikke i vor opdragelse – vi slugte derimod næsten alt råt – var autoritetstro.

De fag jeg måske husker bedst i dag er sang – og foredragstimerne med Gunnar og Marie. De havde begge en evne til at få os til at synge og holde af det. Vi sang meget. Højskolesangbogen blev virkelig slidt. Gunnar satte sig ikke blot til klaveret – han fortalte levende om sangenes indhold og forfatterne sammen med Marie, noget jeg ikke havde oplevet meget af i børneskolen.
At de gav os glæden ved at synge medførte eksempelvis vi sang de flerstemmige kanons de havde lært os, når vi kørte med toget hjem på weekend med den hedengangne “Hadsundpeter” fra Bælum banegård mod Aalborg. Der skulle ikke mange ture til før togkonduktøren ligefrem bad os give nogle numre, hvis vi ikke selv tog initiativet.

Gunnar Kragelund

Gunnars medrivende foredrag, hvor han gennemgik litteratur af forskellige forfattere, bevirkede vi blev mere tilbøjelige til at læse og sætte pris på bøgernes verden.
At vi også opfrisket og udvidet de almindelige skolefag – dem vi kendte fra folkeskolen, kom til udtryk året efter da jeg gik på aftenskole i fagene dansk og regning. Her udtalte læreren i en undervisningstime, han tydelig kunne se og mærke, hvem af os der havde været på efterskole.

Skolen havde naturligvis opstillet regler for vor liv og færden på og udenfor skolen. Vi mødte til tiden – gik til ro til den tid der var fastsat. Der var vel at mærke lektioner de fleste dage til kl. 21.oo og der skulle være helt ro på værelserne kl. 22.oo – efter den tid skulle alt lys også være slukket – og læreren, der havde vagt gik hver aften rundt til alle værelse og ønskede god nat – det var for resten også ham der slukkede lyset.

Vi måtte ikke gå ned i byen udenfor fastsatte tider – ja der var en del flere forbud jeg i dag ikke husker, men vi havde til gengæld ikke megen tid til at bryde dem, på grund af de mange undervisningstimer og der var vel at mærke mødepligt til dem alle. Jeg vil påstå at vi næsten – dog kun næsten, aldrig brød reglerne. Vi var fra barnsben opdraget til at være autoritetstro. Hvordan mon det lyder i nutidens unge ører?

Her er et par af dem jeg selv var deltager i: Vi havde en nordmand, Asheim som sløjdlærer. Af en eller anden grund skulle han læse norsk litteratur for os i en periode – og så på norsk. Men hvor mange af os kunne forstå bare lidt af meningen. Vi kedede os drabeligt. Ergo var vi fire, der en aften pjækkede, for i stedet at spilde kort . Vi vovede pelsen den aften fordi Gunnar og Marie var ude at holde foredrag. De tre medspillere havde deres værelse over sløjdsalen, der nærmest lå som et anneks. Fordelen af at være netop der var, vi altid kunne høre hvis en kom op af den gamle knirkende trappe til værelset – nyttig, hvis Frank, den anden lærer mod forventning skulle opdage pjækkeriet og komme anstigende – Det gjorde han. Mine tre medspillere sad i deres nattøj – for alle eventuelles skyld, parat til at lægge sig under dynen. Frank bankede på døren og de tre sprang i seng – og jeg ind i deres klædeskab.
De tre forklarede naturligvis deres fravær med hovedpine – og han accepterede den tilsyneladende. De bød ham på hjemmebagt kage og han snakkede i en stiv time, medens sølle jeg stod i skabet og svedte, samtidig med jeg kæmpede for at være lydløs og holde skabsdøren lukket; den ville selv springe op fordi hele skabet var skæv.
Om han havde fornemmelsen af, der var en i skabet, ved jeg ikke, men det skulle ikke undre, han på denne måde ville lade denne for ham ukendte stå og svede lidt – give en velfortjent lærestreg.

Og ind i mellem “skød vi med slagskibe” i Frank`s regnetimer. Vi måtte møjsommeligt forklare ham det var vor egen specielle måde at stille et regnestykke op – og vi troede i vor naivitet han lod sig bluffe.
Det var vanskeligt for os at sidde stille og rolig og skulle modtage undervisning den udslagne dag, når vi før kun havde beskæftiget os med landbrug – havde været ude i den fri natur Sådan er der så meget – og naturligvis mange flere episode man tænker tilbage på med et smil. Men når jeg nu ser tilbage, var de immervæk – set i nutidens lys, små uskyldigheder, der tåler offentlighedens lys. Således var det kun ikke dengang i 1955.

Alle dem, der har mødt Gunnar, har uden tvivl også oplevet hans store tålmodighed, men i måske i endnu højere grad hans uovertrufne lune på.
Jeg glemmer aldrig – en der for mig blev en ganske speciel time – en time hvor denne lune kom frem i fuld udblæsning. Vi havde fysik og Gunnar fortalte lidenskabsløs om eksplosioner – om hvordan de blev udnyttet i benzinmotorerne og om hvordan jetmotorerne virkede – tror jeg nok.
Da var blot jeg gået ind i de drømmenes verden – ja slet og ret faldet i søvn. Hvor længe vides ikke, men jeg fik en brat opvågen, da der lød et brøl, et meget meget højt brøl. Jeg fløj op – og så stod han der med det bredeste smil og sagde kun disse fire ord: “Så du røgen Stoffer”
Og så ventede han endda hensynsfuld med brølet til timen næsten var slut. Hvem tror I der var forvirret – og flov? Der er en mange flere hændelser, der kunne nævnes.

Kammeratskabet mellem os drenge var og blev noget særligt, noget der har holdt sig – for vores årgang, nu mere end 50 år. Stadig mødes vi en trofast flok til elevmøderne, om end flokken er blevet mindre, og som nærmet et ritual skal vi da altid et vend oppe omkring Bælum mølle. Venskaber blev der mange af, nogle af dem har holdt sig siden.

ØU blev for mig ikke kun en skole jeg tilfældigvis havde været elev på. En af bevæggrundene var også jeg to år efter min elevtid blev valgt som formand for elevforeningen og et par år senere indtrådte i skolens bestyrelse. Et arbejde der blev endog meget spændende. En post, hvor man også fik indblik i skolen som en arbejdsplads. Ting man som elev ikke havde skænket mange tanker.
Fik indblik i de problemer, der kunne opstå og arbejdet med at finde løsninger. Stiftede gode bekendtskaber med det efterhånden skiftende lærerkollegie og øvrige personale.
Havde som bestyrelsesmedlem også den glæde at deltage i beslutningsprocesserne om at udvide og forbedre rammerne for lærer som elever, – de fysiske rammer om undervisningen i de år. bl.a. bygning af ny foredragssal og klasseværelser med tilhørende moderne elevværelser. Tiltag, der også åbnede helt nye muligheder for skolen.
En modernisering af de ydre rammer blev efterhånden mere og mere presserende, eftersom skolen startede – set i nutidens lys, i ret primitive fysiske forhold. Noget vi dengang, som elever ikke havde tænkt så meget over eller stillede krav til.
Denne nye bygning skabte nye og flere muligheder for måden at drive skole på. Gunnar og Marie – med støtte fra bestyrelsen, tog sig mod til at forny ØU for at imødekomme de krav, der langs ad vejen blev stillet udefra. Det være sig at have både piger og drenge samtidig, hvilket blev muligt med den nye elevfløj, men også at gå bort fra fem måneders ophold – tilbyde afgangseksamen for 9. og 10. klassetrin som i folkeskolen, selv om det dog var med store betænkeligheder.
Dette havde før været en utænkelighed på en fri efterskole. Meningen med ungdomsskolen havde altid været den skulle drives i den grundtviganske ånd – være eksamensfri, men udviklingen medførte, man måtte slække af med det “grundtvigske ” for stadig at kunne bevare et nødvendigt elevgrundlag.
En udvikling der på det tidspunkt virkede meget skræmmende, en proces der medførte mange drøftelser, men også var meget spændende for mig som “gammel” elev og daværende bestyrelsesmedlem at være deltager i. Hvad ville det hele ende med?

Alt gik lykkelig, og over al forventning og udbygningen har fortsat for stadig at imødegå tiden krav til lærdom. Der var glæder og sorger – mest det første, men oplevede også at skulle medvirke ved en afskedigelse.
Tressernes hippi-kultur gik ikke sporløst forbi ØU. Skolen så sig da for første gang nødsaget til at skille sig af med en medarbejder fra lærerkollegiet i utide og måske også den eneste gang – en medarbejder der ikke ville arbejde efter de normer skolen havde og han var ansat efter. Det var en kedelig proces at komme gennem.

Højskolens første forstander Cand. Theol. Hans Willumsen

Men også andre ting mere håndgribelige ting vi skulle tage stilling til. Der stod et meget gammelt og kønt og omfangsrigt lindetræ i skolegården ved indgangen til forstanderens nuværende kontor.
Et af spørgsmålene var da om dette i forbindelsen med det føromtalte byggeri skulle fældes. Vi blev – efter megen diskussion enige om træet hørte til netop i skolegården – var en del af skolen – det havde stået der i måske over hundrede år. Vi kunne ikke få over vore hjerter, det skulle forsvinde – for al tid.
Her må dog indskydes at der i bygningerne før ungdomsskolen blev oprettet havde været været herredsfoged kontor, men det blev flyttet til Terndrup på grund af herredsfogedens bedrageri.

I 1885 blev bygningerne i stedet indrettet som højskole, der senere, desuden kom til at huse den nyoprettede Bælum realskole og så fra 1954, udelukkende den ungdomsskole vi kender i dag. Da den nye bygning var færdigbygget kunne vi se vores fejltagelse. Det gamle lindetræ tog både udsynet til nybygningen og lyset fra de nye elevværelser. Til vor store ærgrelse måtte det derfor alligevel fældes, og nu med større besvær, da det nu skulle saves ned ganske forsigtig – gren for gren fra toppen – Jeg savner stadig lindetræet – som det var.
Hvad kunne det ikke fortælle, hvis det havde talens brug. Havde det været i dag, ville stammen uden tvivl være blevet stående og formet til et kunstværk – en skulptur . Træet ville da stå som et – om end ikke levende monument – så dog et monument for en skole, det var vokset op sammen med. At stammen, som kunstværk så senere kom til ære og værdighed, men på plænen, skyldes fremsynede mennesker ildhu og tanke for dens historiske betydning.

Tider skifter og efter næsten tyve år som medlem af ØU`s bestyrelse lod jeg en ny ung træde i mit sted, efter at deltaget i aktivt i skolens udvikling fra få år efter dens start – en tid jeg nødig har villet være foruden.