Landsbyskolelæreren
I de gamle landsbysamfund indtog den lokale skolelærer ofte en vis position, og i hvert fald havde han uindskrænket magt i skolen. Indtil centralskolen kom til for et halvt hundrede år siden, var der i Fabjerg to skoler, henholdsvis Nordre og Søndre skole. Den sidste var placeret med Fabjerg Kirke som nærmeste nabo, og her regerede fra 1920 og fire årtier frem førstelæreren, Iver Kristian Schriver (1890 – 1979). Lærer Schriver så det åbenbart som en opgave at beskytte de opvoksende generationer mod moralsk fordærv. I hvert fald censurerede han i noget så uskyldigt som børnesange og de læsebøger, der blev anvendt i skolen. Noget, der blot antydningsvist kunne tendere noget uartigt eller gudsbespotteligt, blev hårdt og konsekvent luget væk.
Ifølge far havde de i en af skoletidens læsebøger en – i øvrigt opbyggelig – lille historie om en mand, der kunne høre dyrene tale. Han kunne selvfølgelig af den grund ikke slagte dyrene for at spise dem. Men situationen udviklede sig videre, så han også kunne høre planterne ytre sig. Han kunne f.eks. ikke trække en gulerod op af jorden uden at høre den jamre og bede for sit liv. Den stakkels mand var efterhånden ude af stand til at få føden – indtil han til sidst befriede sig for al føleriet, så han igen kunne få en normal tilværelse. Undervejs i fortællingen, hvor han netop ville trække en gulerod op af jorden, stod der følgende: – Åh, Herregud, åh, Herregud, skal jeg nu også dø, sagde guleroden.
Nu var udtrykket Herregud på den tid – og da i hvert fald i det Schriverske univers – et bandeord, som absolut ikke kunne tolereres, og slet ikke i en Læsebog for Landsbyskolen. Lærer Schriver havde derfor i alle eksemplarer af læsebogen omhyggeligt streget ordet ud, så det ikke kunne ses. Den slags er jo som skabt til at pirre ungernes nysgerrighed, for hvad i alverden er det mon, man ikke må se? Derfor blev der udfoldet store anstrengelser med viskelæder og andre hjælpemidler for at finde frem til, hvad der oprindelig havde stået. Efter datidens pædagogiske principper skulle eleverne på skift læse op af læsebogen, og når man kom til netop denne historie, kunne det ske, at en særlig dristig elev formastede sig til at læse den ucensurerede tekst: – Åh, Herregud, åh, Herregud, skal jeg nu også … men blev afbrudt af et vredt: – Det står der ikke! – Åh, åh, skal jeg nu også dø, sagde guleroden, lød det så…
Men ikke kun bandeord blev bortcensureret. I børnesangen “Ole sad på en knold og sang” lyder næste linie som bekendt: Får og beder omkring ham sprang. Denne linie var omhyggeligt i alle bøger rettet til: Får og geder omkring ham sprang, for ingen af de små uskyldige landbobørn skulle finde på at spørge om, hvad en bede var!
